Det ensidigt indhentede juridiske respondum - U 2014.138 H

Resumé:

Sagen udsprang af samarbejdet mellem A (sagsøger; et selskab der drev virksomhed med salg af teleprodukter) og B (sagsøgte; et teleselskab), som havde indgået en aftale om at A kunne sælge Bs produkter. B opsagde samarbejdet, hvilket førte til at A anlagde sag mod B med påstand om godtgørelse i henhold til handelagentlovens § 25.

A fremlagde i forbindelse med stævningen et ensidigt indhentet juridisk responsum om parternes aftale, som A havde fået udarbejdet af en juridisk professor inden sagens anlæg, til støtte for sin påstand. Dette protesterede B imod, idet B mente, at et sådant responsum hverken er et bevis eller en retskilde, som man kan henvise til i sin juridiske argumentation. I stedet mente B, at responsummets vurderinger og konklusioner burde fremføres i partens eget navn i partens processkrifter, da man ikke burde kunne forstærke sin sag med synspunkter, som parten har betalt en rådgiver til at fremføre.

Højesteret udtalte, at et juridisk responsum vedrørende dansk ret ikke kan fremlægges som et bevis i sagen. Et ensidigt indhentet juridisk responsum om dansk ret kan derimod indgå i sagen til brug for den juridiske argumentation, på lige fod med partsindlæg og juridisk litteratur.

Eksamensrelevans:

U 2014.138 H er en ganske principel kendelse af flere årsager. Dels brød den med den hidtige praksis på området (jf. U 1996.1293/1 H og U 1998.276 H, der foreskrev, at ensidigt indhentede juridiske responsa måtte nægtes fremlagt), og dels blev den sidenhen anerkendt både i praksis men også derved, at den førte til indførelsen af Rpl. § 341 a, stk. 2, der i vidt omfang kodificerede Højesterets linje i kendelsen.

Samme antages dog ikke at gøre sig gældende fsva. responsa om fremmed ret, jf. betænkning 2016 1558 78 og U 2011.479 H. For et grænsetilfælde, kan der henvises til U 2018.2830 H, hvor der blev anmodet om fremlæggelse af et ensidigt indhentet responsum udarbejdet af en hollandsk professor til brug for den juridiske argumentation og forståelsen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Holland. Højestret tillod fremlæggelsen til brug for den juridiske argumentation (ikke som bevis).