Det endelige forlig – U 2005.616 H

Resumé:

Sagen angik en teknisk chef, der efter varsling om afskedigelse indgik en fratrædelsesaftale med kommunen med bistand fra sin faglige organisation. Aftalen fastsatte vilkårene for fratrædelsen og angav, at sagen var endeligt afsluttet. 

Efterfølgende kritiserede Folketingets Ombudsmand kommunens sagsbehandling for bl.a. manglende partshøring, begrundelse og notatpligt og opfordrede kommunen til at genoptage sagen. Kommunen afviste dette, og den tidligere ansatte krævede erstatning. 

Højesteret fastslog, at en frivilligt indgået fratrædelsesaftale ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at aftalen derfor ikke kunne anfægtes med henvisning til forvaltningsretlige sagsbehandlingsfejl. 

Da aftalen var indgået som en fuld og endelig ordning af ansættelsesforholdets ophør, blev kommunen frifundet.

Eksamensrelevans: 

Dommen fastlægger grænsen for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Højesteret fastslår, at en frivilligt indgået fratrædelsesaftale i et offentligt ansættelsesforhold er en aftale og ikke en forvaltningsretlig afgørelse. 

Aftalen skal derfor bedømmes efter aftale- og ansættelsesretlige regler og kan ikke efterfølgende anfægtes med henvisning til manglende partshøring, begrundelse eller notatpligt. 

Dommen illustrerer samtidig, at domstolene ikke er bundet af Folketingets Ombudsmands udtalelser, selv om disse har betydelig retskildemæssig vægt.
 

Dommen kan inddrages ved fastlæggelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb samt som eksempel på  at praksis fra Folketingets Ombudsmand ikke binder domstolene.