Det defekte narkoseapperat – U 1960.576 H

Resumé

Dom afsagt af:

Højesteret med ni dommere

Dissens: 

5-4

Tema: 

Erstatningsret, objektivt ansvar, materialesvigt, personskade

Fakta:

I sagen anvendte et sygehus et defekt narkoseapparat under to operationer på to kvinder. Apparatet kunne ikke tilføre den tilstrækkelige mængde ilt, hvilket resulterede i den førstes kvindes død og den anden kvindes invaliditet.

Den afdøde kvindes ægtemand og den invaliderede kvinde anlagde herefter sag an mod selskabet, der havde fremstillet narkoseapparatet og kommunen (sygehuset). I forhold til producentens ansvar fandt alle Højesterets dommere, at selskabet ikke kunne bebrejdes noget i relation til serviceeftersyn, og at der derudover ikke fandtes at være grundlag for et erstatningsansvar, hvorfor selskabet frifandtes ift. begge kvinders skader.

I relation til kommunen (sygehuset), som principal, gjorde sagsøgerne gældende, at sygehusets ledelse havde været bekendt med, at apparatet ikke var fejlfrit og at sygehusets personale havde gjort sig ansvarlig i fejl ved betjeningen af narkoseapparatet.

Otte ud af Højesterets ni dommere nåede frem til, at det ikke var godtgjort, at lægen, der havde foretaget narkosebehandlingen, var ukvalificeret til at udføre de omhandlende narkoser. Desuden kunne det ikke bebrejdes lægen, at han ikke havde overvejet, at narkoseapparatet var problemet.

Fire ud af de otte Højesteretsdommere fandt endvidere, at det ikke var rimeligt at pålægge sygehuset ansvar for en hændelig skade. To af disse fire dommere bemærkede hertil, at et sådan vidtgående erstatningsansvar for sygehuset for hændelige skader ikke ville gavne patientbehandlingen i almindelighed.

Omvendt fandt andre fire af Højesterets dommere, at sygehuset måtte være erstatningsansvarlig trods, at det ikke var anvist, at der forelå en personalefejl eller at sygehusets ledelse tidligere burde havde udskiftet apparatet. Dommerne fandt på denne baggrund, at sygehuset var erstatningsansvarlig for begge kvinders skader.

En sidste og afgørende dommer i Højesteret fandt, at den afdøde kvindes ægtemand ikke var berettiget til erstatning. Omvendt fandt denne dommer, at lægen burde havde været opmærksom på, at problemerne kunne skyldes fejl ved narkoseapparatet henset til, at man havde mistet en patient (den første afdøde kvinde) to dage forinden ved brug af samme narkoseapparat. Den invaliderede kvinde var da berettiget til at modtage erstatning.

Et flertal i Højesteret fandt således (med forskellige begrundelser), at den invaliderede kvinde (der havde fået påført skaderne efter den mislykkedes operation hos den afdøde kvinde) fik erstatning, hvorimod den afdøde kvindes ægtemand ikke blev tilkendt erstatning for tabt forsørger.

Eksamensrelevans:

Dommen illustrerer, hvordan et mindretal af Højesterets dommere vil pålægge kommunen (sygehuset) et objektivt ansvar for det materalesvigt, der har fundet sted. Mindretallet advokerer således for pålæg af et ulovbestemt objektivt ansvar. Mindretallet anfører, at det er vanskeligt for de skadelidte, at føre bevis for, at sygehusets ledelse tidligere burde havde udskiftet narkoseapparatet eller personalet havde begået fejl ved betjeningen af dette. Vanskeligheden i at føre et sådan bevis kan tale for pålæg af objektivt ansvar.

Flertallet af Højesterets dommere fandt dog ikke grund til at fravige culpa som ansvarsgrundlag for sager om materialesvigt - nærmere narkoseapparat på sygehuse. Dommen kan således ikke tages til indtægt for en ændring på området, men det er interessant, at et så stort mindretal af Højesteretsdommere så et behov for indførelsen af objektivt ansvar.

Retstillingen vedr. ansvarspådømmelsen inden for sundhedsvæsenet ift. materialesvigt kan nu anses som klarlagt gennem Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet fra 2005. Af lovens § 20, stk. 1, nr. 2 fremgår, at erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af følgende måder: hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Lovens § 20, stk. 1, nr. 2 ville i dag medføre at begge patienter ville få erstatning.

Til Eksamen

Dommen kan bruges til eksamen ved en diskussion af ansvarsgrundlaget i sager med materialesvigt - særlig i relation til materialesvigt på sygehuse. Dommen er dog forholdsvist specifik begrunde.