Den vanhjemmelsramte rørledning – U 2008.2772 H

Resumé:

I sommeren 2003 overdrog Global Crossing (S) ejendomsretten til en rørledning til Global Connect (K) for 700.000 kr. S indestod for, at selskabet ejede rørledningen og var berettiget til at overdrage den. Omkring et år senere konstaterede K imidlertid, at S ikke havde ejendomsretten, men alene en brugsret (en såkaldt IRU-aftale).

K anlagde herefter sag mod S med påstand om, at S skulle etablere og nedgrave en tilsvarende rørledning med samme specifikationer (omlevering). Subsidiært krævede K erstatning på 2.759.798 kr., svarende til omkostningerne ved etablering af en ny rørledning.

K gjorde blandt andet gældende, at selskabet havde krav på omlevering efter købelovens § 43, og at omkostningerne ved etablering af en ny rørledning ikke var uforholdsmæssige. S gjorde derimod gældende, at selskabet ikke kunne erhverve ejendomsretten til den eksisterende rørledning, og at etablering af en ny rørledning ville være uforholdsmæssigt byrdefuld og medføre et betydeligt værdispild.

Østre Landsret gav K medhold i den principale påstand og pålagde S at foretage omlevering.

Højesteret nåede imidlertid til det modsatte resultat. Retten lagde vægt på, at det ikke var muligt at købe en allerede nedgravet rørledning på den pågældende strækning, og at etablering af en ny rørledning ville indebære et omfattende entreprisearbejde. En sådan forpligtelse lå efter Højesterets opfattelse uden for, hvad købsaftalen kunne pålægge S. S blev derfor frifundet for kravet om naturalopfyldelse.

Højesteret fandt endvidere, at K ikke havde godtgjort et tab, der oversteg købesummen på 700.000 kr. Erstatningen blev derfor fastsat til dette beløb.

Eksamensrelevans:

Dommen illustrerer en vigtig undtagelse til hovedreglen om naturalopfyldelse i dansk obligationsret.

Udgangspunktet er, at realkreditor kan kræve naturalopfyldelse, dvs. at realdebitor opfylder den aftalte ydelse. Denne ret er dog ikke ubegrænset. Naturalopfyldelse kan nægtes, hvis opfyldelse in natura vil være væsentligt mere byrdefuld for realdebitor end betaling af erstatning.

Netop dette var tilfældet i sagen. Højesteret lagde vægt på, at opfyldelse af købers krav ville kræve etablering af en helt ny rørledning gennem et større entreprisearbejde. En sådan forpligtelse lå uden for, hvad den indgåede købsaftale kunne forpligte sælger til.

Sagen illustrerer samtidig, at vurderingen beror på en konkret proportionalitetsafvejning mellem omkostningerne ved naturalopfyldelse og den økonomiske betydning af misligholdelsen. I den konkrete sag udgjorde købesummen og erstatningsansvaret 700.000 kr., mens etablering af en ny rørledning ville koste ca. 2,76 mio. kr. Den betydelige forskel mellem disse beløb understøttede, at kravet om naturalopfyldelse måtte afvises.

Afgørelsen viser derfor, at hovedreglen om realkreditors ret til naturalopfyldelse må vige, når opfyldelse in natura vil være så byrdefuld, at den ligger uden for, hvad kontrakten med rimelighed kan pålægge realdebitor. Dommen er således et centralt eksempel på grænsen for adgangen til at kræve naturalopfyldelse.

Se i denne forbindelse også U 1919.757 LOHS og U 1930.198 V.