Cassis de Dijon (sag 120/78)
Resumé
Cassis de Dijon-sagen omhandlede importen af en fransk solbælikør (crème de cassis), som den tyske virksomhed Rewe ønskede at markedsføre i Tyskland. De tyske myndigheder nægtede imidlertid importen, da drikken havde en alkoholprocent på kun 15-20 %, mens det efter tysk ret var et krav, at likører skulle have mindst 25 % alkoholindhold for at kunne markedsføres som sådanne.
EU-Domstolen fandt, at denne tyske regel udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med artikel 34 TEUF (dengang art. 30 EØF-traktaten), da den forhindrede lovligt fremstillede og markedsførte produkter fra en anden medlemsstat i at blive solgt i Tyskland.
Domstolen fastslog to centrale principper:
- Gensidig anerkendelse: En vare, der lovligt er fremstillet og markedsført i én medlemsstat, skal som udgangspunkt kunne markedsføres i alle andre medlemsstater. Således undgås det, at varer, der krydser grænser, bliver udsat for dobbelte krav.
- Tvingende almene hensyn: også andre (domstolsskabte) hensyn end de i artikel 36 TEUF opregnede kan efter omstændighederne gøres gældende.
Domstolen afviste det tyske argument om forbrugerbeskyttelse og fandt, at foranstaltningen ikke var proportional.
Eksamensrelevans
Cassis de Dijon-sagen er helt central i EU-rettens regulering af varernes fri bevægelighed og har også fået betydning for de andre fri bevægeligheder, hvorfor der er tale om en sag, der er meget vigtig at kende til eksamen i EU-ret. Dommen er vigtig, fordi den indførte princippet om gensidig anerkendelse og samtidig gjorde det muligt at påberåbe sig domstolsskabte (eller "tvingende almene") hensyn, f.eks. hensynet til en effektiv skattekontrol.