Booky.fi (sag C-662/21)

Resumé

Det finske audiovisuelle institut KAVI pålagde virksomheden Booky.fi at følge finske regler om klassificering og aldersmærkning af videogrammer (f.eks. DVD'er og Blu-rays), der blev solgt i deres onlineshop. Videogrammerne var allerede klassificeret og aldersmærket i henhold til lovgivningen i den anden medlemsstat, som de blev importeret fra, men finske regler krævede en ny national klassificering og aldersmærkning.

Booky.fi gjorde gældende, at dette udgjorde en ulovlig handelshindring for varernes fri bevægelighed i strid med artikel 34 TEUF, og at kravet gik ud over, hvad der var nødvendigt for at beskytte børn, idet videogrammerne udelukkende blev udbudt til myndige købere. Booky.fi mente endvidere, at den finske regel var uproportional, idet den ramte alle videogrammer på hjemmesiden, også selvom de aldrig blev importeret til Finland, idet Booky.fi udelukkende importerede videogrammerne på grundlag af de indkomne ordrer. Den forelæggende ret spurgte derfor EU-Domstolen, om en sådan regel kunne være forenelig med artikel 34 TEUF, sammenholdt med artikel 36 TEUF.

Domstolen fastslog, at den finske ordning udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, fordi den gjorde det vanskeligere og dyrere at indføre videogrammer fra andre medlemsstater.

Dog vurderede Domstolen, at beskyttelse af mindreårige udgør et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en sådan restriktion (jf. Cassis de Dijon-princippet). Der blev i den forbindelse lagt vægt på at beskyttelsen af børn er sikret i EU-Charterets artikel 24, stk. 1, i præamblen til direktiv 2010/13 om audiovisuelle medietjenester, samt i flere internationale retsakter. Det blev anerkendt, at medlemsstaterne har en vis skønsmargin når det gælder vurderinger af moralsk og kulturel karakter (som fastsættelse af aldersgrænser for videogrammer er).

Domstolen konkluderede, at artikel 34 og 36 TEUF ikke er til hinder for en sådan national lovgivning, forudsat at den er egnet til at opfylde beskyttelsesmålet og ikke går videre end nødvendigt. Det er derfor heller ikke i strid med EU-retten, at den nationale lovgivning ikke fastsætter en undtagelse fra det pågældende krav, når det kan påvises, at køberen af videogrammet er myndig.

Eksamensrelevans

Dommen er et klart eksempel på anvendelsen af Cassis de Dijon-princippet, hvorefter også tvingende almene hensyn – ud over dem, der er opregnet i artikel 36 TEUF – kan begrunde en national foranstaltning, der ellers ville være i strid med artikel 34 TEUF. Dommen viser, at beskyttelsen af børn mod skadeligt indhold i videogrammer udgør et sådant hensyn, og at medlemsstaterne indrømmes et vist skøn ved vurderingen af, hvilket indhold der kan skade børns "velvære og udvikling", da dette beror på moralske og kulturelle overvejelser, som må antages at variere fra medlemsstat til medlemsstat. Det betyder også, at princippet om gensidig anerkendelse, som kendes fra Cassis de Dijon-dommen, ikke er absolut, men kan fraviges, hvis væsentlige hensyn taler herfor, og foranstaltningen samtidig er proportionea.