Andrea Andersen og "Rugbrødshuset"

Case

Opgave

Andrea Andersen (AA) driver sin bagervirksomhed "Rugbrødshuset" i et erhvervslejemål på Holstebrovej i Skive. AA er trendsætter indenfor rugbrød. Hendes seneste idé er en rugbrødscroissant. AA har derfor brug for en række særlige ovne til hendes innovative bagværk. Bageriets økonomi har på det seneste været en smule anspændt, da AA's tid er blevet prioriteret på idéudviklingen. Berta Bentsen (BB) er fast kunde i Rugbrødshuset og har længe været optaget af at skabe et levende madmiljø i Skive. Efter AA og BB en eftermiddag falder i snak, fortæller AA om den økonomiske situation, hvorefter BB tilbyder at finansiere de særlige ovne til AA's innovative bagværk, såfremt hun kan få sikkerhed for finansieringen i form af pant i bageriets driftsinventar og driftsmateriel. BB får herefter tinglyst pant efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, den 17. september 2021.

AA synes ikke, at omgivelserne i bageriet passer med hendes innovative bagværk og mener derfor, at bageriet skal have et mere moderne look. AA ser det dermed som en nødvendighed at istandsætte bageriet. Dog rækker økonomien fortsat ikke til dette.

Carla Carlsen (CC) har netop åbnet en marmeladebutik på Godthåbsvej blot 50 meter fra bageriet. CC har derfor stor interesse i, at bageriet tiltrækker kunder, som efterfølgende kan handle hos hende. CC hører om AA's idé om istandsættelsen og henvender sig straks til AA for at tilbyde at finansiere renoveringen mod virksomhedspant i bageriets driftsinventar og driftsmateriel. CC får herefter tinglyst virksomhedspant den 25. oktober 2021.

AA begynder istandsættelsen af bageriet, som ender med at koste en del mere end, hvad AA havde forventet. Som det sidste køber AA kontant et nyt kasseapparat hos en forhandler, der leverer kasseapparatet i bageriet 1 uge efter.

På trods af Rugbrødshusets nye moderne look, formår AA ikke at få rettet på den haltende økonomi. Da AA gentagne gange har forsømt at betale for sine leverancer, vælger en af hendes leverandører den 3. marts 2022 at indgive begæring om konkurs til skifteretten. AA bliver bekendt hermed og skynder sig straks at kontakte kreditoren i håb om at kunne afværge konkursen. AA tilbyder leverandøren at betale 20.000 kr. af sit udestående. Leverandøren, der samtidig kunne overbevises om, at konceptet med rugbrødscroissanten nok skulle blive en succes, trak herefter sin konkursbegæring tilbage den 5. marts 2022.

Håbet om at kunne fortsætte forretningen varede dog ikke længe, idet en anden forsømt leverandør til Rugbrødshuset den 10. marts 2022 kontaktede AA og oplyste om flere ubetalte regninger. AA oplyste om, at virksomhedskontoen var tom, og at hun ikke forventede at kunne betale i nærmeste fremtid. Leverandøren, der var rasende, oplyste, at hans tålmodighed var opbrugt, og at han ikke så nogen anden udvej end at indgive konkursbegæring. Leverandøren indgav derfor den samme dag konkursbegæring mod Rugbrødshuset.

AA var meget ulykkelig over den uundgåelige konkurs, navnlig fordi hun den 7. december 2021 havde bestilt 50 kilo af en særlig meltype til en værdi af 120 kr. pr. kilo., som hun ikke havde nået at bruge af. Den eksklusive og særlige meltype havde AA ikke før anvendt, men hun havde indkøbt partiet i håb om i fremtiden at kunne højne kvaliteten af sine produkter. 

Spørgsmål