Aberratio ictus ved dolus eventualis – U 2013.63 V

Resumé:

Tiltalte, T, var genbo til søskendeparret A og B. En eftermiddag slog A græs med en buskrydder. T råbte, at larmen fra buskrydderen skulle stoppe, fordi T's kæreste, N, netop var kommet hjem fra arbejde og skulle hvile sig, hvilket hun ikke kunne for larmen fra buskrydderen. A svarede, at T bare kunne komme over, hvis han ville noget. T gik herefter over til A og B's ejendom og mødte dem begge i indkørslen. T og A begyndte at diskutere, og T slog herefter ud efter A. A undveg imidlertid slaget, hvorfor slaget i stedet ramte B, som stod ved siden af A. B blev slået omkuld og fik blå mærker og hævelser over tindingregionen og øjenlåget samt afsprængninger på de to øverste og nederste fortænder.

Selvom landsretten ikke fandt det bevist, at T havde haft forsæt til at ramme B, blev det efter omstændighederne lagt til grund, at T havde indset og accepteret den mulighed, at B kunne blive ramt som følge af, at B stod lige ved siden af A. T blev derfor fundet skyldig i forsøg på § 244-vold mod A og forsætlig § 244-vold mod B, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom.

Eksamensrelevans:

Voldsbestemmelserne i STRFL kap. 25 er alle forsætsbestemmelser. Det betyder, at det subjektive gerningsmoment og tilregnelseskrav til disse bestemmelser er forsæt til udøvelse af volden, og man kan derfor som klart udgangspunkt ikke straffe for uagtsomhed efter STRFL §§ 244-245.

Herudover findes et specielt tilfælde, kendt som "aberratio ictus", som er en betegnelse for, at en given handling får en anden følge end tilsigtet. Aberratio ictus betyder "afvigelse i slaget" og benyttes om tilfælde, hvor en person, ved fx et slag, har haft til hensigt at ramme én person, men rent faktisk rammer en anden. Et sådan aberration ictus-tilfælde fører til, at der foreligger forsøg på det, som der var forsæt til og muligvis uagtsom forvoldelse af den skade, som der ikke var forsæt til. I sager om vold efter §§ 244-245, hvor der ikke er hjemmel til at straffe for uagtsomhed, vil der således i teorien alene kunne straffes for forsøg på vold.

I U 2013.63 V fastlægger Vestre Landsret et alternativt udfald, idet domstolen anvendte en dolus eventualis-betragtning. Landsretten lagde til grund, at T, ved at have slået ud efter A, men ramte B, måtte have indset og accepteret den nærliggende risiko og mulighed for, at B kunne blive ramt af slaget. Der er i dette tilfælde tale om den form af dolus eventualis, der betegnes som positiv indvilligelse, hvor T har indset muligheden for, at hans slag vil kunne ramme B, og han har forhold sig accepterende hertil. 

Det er ikke en forudsætning, at gerningspersonen skal have indset sandsynligheden for, at en følge vil indtræde, for mere end 50%, hvilket er tilfældet ved sandsynlighedsforsættet. Derved kunne T dømmes for forsøg på vold mod A såvel som forsætlig vold mod B.