Strafferet og straffeproces

En nødretshandling er, i modsætning til nødværge, ikke rettet imod en angriber, men en farlig situation.  

Straffelovens § 14 angiver de krav, som nødretshandlingen skal opfylde, før den er straffri. Det følger heraf, at en ellers strafbar handling, er straffri, hvis den er:

1.      Nødvendig til at afværge (det mindste middel, der kan tjene til effektiv afværgelse)

2.      en truende skade på person eller gods,

3.      og såfremt lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning (en afvejning af lovovertrædelsen over for den truende skade)

HUSK at nødret ikke er begrænset til den person, der udsættes for fare. Det er anerkendt, at der også er en ret til intervention til fordel for en anden person, der er udsat for fare.  

Nødværge er en afværgelse af et uretmæssigt angreb ved hjælp af en ellers strafbar handling.

Denne handling er rettet imod en angriber.

Straffelovens § 13, stk. 1 angiver de krav, som nødværgehandlingen skal opfylde, før den er straffri.

1.      Handlingen skal være nødvendig for at modstå eller afværge (det mindste middel, der kan tjene til effektiv afværgelse)

2.      et påbegyndt eller overhængende

3.      uretmæssigt angreb

4.      og den må ikke gå ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt (der skal foretages en afvejning af hensynet til den, der var truet af et angreb, og på den anden side hensynet til den, der rammes af en modhandling)

HUSK at nødværgeretten ikke er begrænset til den person, der angribes. Det er anerkendt, at der også er en ret til at bruge nødværge til fordel for en anden person, der angribes. 

Ved en objektiv straffrihedsgrund forstås en omstændighed, der foreligger ved handlingens foretagelse og gør den straffri, trods handlingen i øvrigt opfylder betingelserne for at pådrage strafansvar, herunder nødværge, nødret, negotiorum gestio og samtykke. 

Forhold, der straffes på baggrund af objektivt ansvar, tager ikke højde for, om den ansvarlige kan bebrejdes for forholdet. Det vil sige, at det er irrelevant, om gerningspersonen har haft forsæt eller handlet uagtsomt, vedkommende bliver ansvarlig alene fordi, at vedkommende har opfyldt gerningsmomenterne i bestemmelsen. Der er ikke nogen af bestemmelserne i straffeloven, som hjemler objektivt ansvar, men det ses af og til i særlovgivningen.

Afspejler forholdet mellem mål og middel. Dette princip finder anvendelse i flere strafferetlige henseender. Det kommer blandt andet til udtryk ved: Grænserne for udøvelse af nødværge, forvaltningsretlige betragtninger om politiets magtudøvelse under anholdelse og ransagelse, strafudmåling og teoretiske betragtninger om baggrunden for, at stater pålægger borgere straf.

En putativ forbrydelse foreligger i de tilfælde, hvor en person foretager en lovlig handling, men hvor vedkommende er af den overbevisning, at han/hun begår en forbrydelse ved sin handling. En sådan handling kan straffes som forsøg på at begå en forbrydelse.

F.eks. hvis en person køber sukker i den tro, at det er heroin. Det kan straffes som forsøg på overtrædelse af reglerne i lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191. 

En retsvildfarelse vedrører ukendskab til eller misforståelse af en lovbestemmelse. Retsvildfarelser bedømmes almindeligvis strengere end faktiske vildfarelser, bl.a. begrundet i grundsætningen om ignorantia juris semper nocet. 

Der kan både være tale om en egentlig retsvildfarelse og en uegentlig retsvildfarelse.

1. Egentlig retsvildfarelse  

Dette er en vildfarelse om den strafferetlige regel, der kriminaliserer et forhold. Denne form for retsvildfarelse kan ikke medføre straffrihed, men den kan dog bevirke en mildere straf eller strafbortfald. Se hertil straffelovens § 82, nr. 4.

2. Uegentlig retsvildfarelse

Dette er en vildfarelse om de præjudicielle regler (f.eks. regler i aftaleloven). Modsat den egentlige retsvildfarelse angår den uegentlige ikke indholdet af selve den strafferetlige regel, men angår derimod regler, som ligger uden for de strafferetlige regler. Den uegentlige retsvildfarelse udelukker forsæt. 

Ved samtykke forstås en forudgående indvilligelse i at en handling foretages. En sådan indvilligelse kan under visse omstændigheder gøre den ellers strafbare handling straffri. De relevante omstændigheder vil dels være, hvilken beskyttelsesinteresse kriminaliseringen af et forhold har, og dels fra hvem og på hvilken måde samtykket er fremkommet. Hvis en handling er gjort strafbar alene af hensyn til enkeltpersoner, hvis interesser skal værnes om, kan disse som regel gyldigt give afkald på dette værn ved samtykke. Et eksempel på dette er hærværk efter § 291. Hvis handlingen derimod er gjort strafbar af hensyn til eksempelvis en større gruppe mennesker eller almenheden generelt, kan der ikke gives et samtykke med straffrihed til følge. Et eksempel på dette er bigami efter § 208, hvor en af parterne ikke kan samtykke til, at en person har flere ægtefæller, idet bigami krænker den offentligretlige orden. For så vidt angår samtykkets karakter, skal det være udtryk for personens vilje, hvorefter der for eksempel ikke foreligger gyldigt samtykke, hvis dette er givet på baggrund af ulovlig tvang eller trusler om vold. Personen, der afgiver samtykket, skal endvidere have en forståelse af, hvilke konsekvenser et samtykke vil kunne have. Der skal således særlige omstændigheder til før, at f.eks. børn kan give et gyldigt samtykke.

Forsæt kan bestå i at anse et gerningsmoments tilstedeværelse eller en følges indtræden for overvejende sandsynlig. Gerningsmanden skal således have anset det for værende mere sandsynligt, at et gerningsmoment var til stede, eller at en følge ville indtræde, frem for det modsatte. Det er således tilstrækkeligt, at gerningsmanden har anset følgen eller gerningsmomentet for mere end 50 % sandsynlig. 

Hvis en person kendes skyldig for overtrædelse af en bestemmelse i straffeloven, kan de ikendes en straf inden for den strafferamme, som er hjemlet i den konkrete bestemmelse eller en tilhørende strafbestemmelse. I forbindelse med strafudmålingen ser domstolene på, om der var skærpende omstændigheder ved forholdet, som skal medføre en højere en straf. I straffeloven § 81 findes en ikke-udtømmende opregning af sådanne omstændigheder. Andre omstændigheder end de, der fremgår af § 81 kan således også indgå i vurderingen.

Selvom en gerning var ulovlig og gerningspersonen opfyldte alle øvrige strafbetingelser, kan straffen efter omstændighederne alligevel bortfalde. Dette kan ske, hvor helt særlige omstændigheder gør, at gerningen ikke er strafværdig (se straffeloven § 83). Dette har blandt andet været tilfældet i en række sager om journalister, der har brudt loven i forbindelse med deres journalistvirke. 

En strafophørsgrund er kendetegnet ved, at den indtræder efter, at strafansvar er pådraget. Dette er tilfældet ved forældelse og tilbagetræden fra forsøg. Retsvirkningerne adskiller sig ikke fra straffrihedsgrunde, idet begge udelukker straf. Forældelse og tilbagetræden fra forsøg er strafophørsgrunde. 

De subjektive straffrihedsgrunde vedrører gerningsmandens person. Disse omfatter navnlig straffelovens §§ 15-16.

I medfør af straffelovens § 15 vil handlinger, begået af børn under 15 år, ikke blive straffet.

I medfør af straffelovens § 16 straffes gerningsmanden ikke, hvis han har været utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af sindssygdom eller tilsvarende tilstand.  

Tilregnelighed må ikke forveksles med begrebet "tilregnelse". Tilregnelighedsbetingelsen indebærer, at personer, der på tidspunktet for den strafbare gerning var sindssyge eller noget, der må sidestilles hermed, ikke kan straffes. Her vurderes graden af eventuel mental retardering, psykiske lidelser eller tilsvarende af relevans for sagen. Tilregnelighed angår således gerningspersonens sindstilstand og mentale udvikling i gerningsmomentet. Tilregnelighedsvurderingen er en juridisk afvejning, hvor der dog ofte bliver lagt stor vægt på lægefaglige vurderinger og erklæringer fra retslægerådet. 

Det er almindeligvis en betingelse for strafansvar, at der foreligger skyld hos gerningsmanden (her ses bort fra de tilfælde, hvor der forekommer objektivt ansvar). Tilregnelseskravet er forsæt, medmindre uagtsomhed har udtrykkelig hjemmel i gerningsbeskrivelsen, jf. straffelovens § 19.

Forsæt er en samlebetegnelse for det krav, som stilles til ansvarssubjektets (gerningsmandens) subjektive indstilling til en kriminel handling, for at en handling kan vurderes som værende ansvarspådragende. Der sondres i dansk strafferet mellem direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis. Straffeloven definerer ikke selv begrebet forsæt. 

Denne situation kan foreligge, såfremt domstolen vurderer, at både de objektive (A skød B) og de subjektive (A ville dræbe B) gerningsmomenter er opfyldt, men at gerningspersonen var utilregnelig og dermed blev frifundet for straf i medfør af straffeloven § 16, f.eks. grundet psykotisk tilstand på gerningstidspunktet. I sådanne situationer, vil gerningspersonen ikke kunne pålægges almindelig straf (bøde og fængsel, se § 31). Derimod kan andre formålstjenelige foranstaltninger komme på tale, herunder f.eks. psykiatrisk behandling, afvænning, tilsyn, mv., jf. straffeloven § 68. Se også § 69.

Uagtsomhed kan kun straffes, hvis der er udtrykkelig hjemmel hertil, jf. straffelovens § 19.

Uagtsomhed kan inddeles i forskellige grader, herunder blandt andet i grov og simpel uagtsomhed, og straffelovens § 19 omfatter begge former. Der kan dog være en udtrykkelig begrænsning i medfør af en given bestemmelse, hvorefter det alene er grov uagtsomhed, der er strafbart. Se f.eks. straffelovens § 291, stk. 3 (tingsbeskadigelse), §§ 300 a og c (visse formuekrænkelser) samt § 303 (hæleri). 

Straf kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, jf. hertil også legalitetsprincippet, i straffelovens § 1. Hertil skal man være opmærksom på, at der i nogle tilfælde ikke kun straffes for handlinger, men at også en undladelse af en handling, altså passivitet, kan være strafbar.