I Danmark har vi negativ parlamentarisme, hvilket kan udledes af grundlovens § 15. Det følger af bestemmelsen, at en person kan være minister, såfremt der ikke er et flertal mod ham eller hende. En statsminister kan således blive siddende, så længe der ikke er flertal imod ham eller hende. Negativ parlamentarisme står i modsætning til positiv parlamentarisme, hvor der kræves et flertal for personen. Positiv parlamentarisme bruges f.eks i EU.
Københavns Universitet
Institutionel forfatningsret og EU-forfatningsret
Den positive foreningsfrihed vedrører friheden til at melde sig ind i en forening. I Danmark fastsætter grundlovens § 78, at man har ret til at danne eller melde sig ind i en forening. Derimod beskytter grundlovens § 78 ikke den negative foreningsfrihed - retten til at stå uden for en bestemt forening.
EMRK artikel 11 beskytter retten til at stå uden for en bestemt forening. Det vil sige, at man som udgangspunkt har ret til ikke at melde sig ind i en forening. Beskyttelsen er dog ikke absolut, idet en privat medlemspligt kan være lovlig. Dette gælder f.eks. medlemskab af en grundejerforening. Den negative foreningsfrihed kan bl.a. være relevant på arbejdspladser, hvor det tidligere er blevet afgjort, at en ansat har ret til ikke at melde sig ind i bestemt fagforening. I dansk ret befinder EMRK sig lige under grundloven, men over almindelig lov i den retlige trinfølge. Dette følger af forrangsprincippet, der gælder ved EU-retsakter, der er umiddelbart anvendelige og har direkte virkning.
Regeringsprærogativer er særlige rettigheder eller kompetencer, som grundloven har tillagt kongen (regeringen). Dette er f.eks. retten til at udnævne og afskedige ministre, indgå traktater eller at udskrive valg. Disse prærogativer modsvares af, at Folketinget kan stille et mistillidsvotum over for regeringen eller en eller flere ministre. Det særlige ved regeringsprærogativerne er, at hverken domstolene eller Folketinget kan blande sig i udøvelsen af disse, da de netop er tilskrevet regeringen i grundloven. Dette er der bred enighed om i litteraturen, jf. dog anderledes Zahle.
Ifølge retsstatsprincippet er alle lige for loven, hvilket især betyder, at staten ikke kun skal sørge for håndhævelsen af loven, men også selv skal overholde lovens grænser, udøve magt i overensstemmelse med demokratiske værdier og grundlæggende rettigheder, og være underlagt uafhængig og upartisk domstolskontrol. Dette princip kaldes også "rule of law".
Begrebet "singulær lovgivning" er relevant i forhold til magtfordelingen efter grundlovens § 3. Bestemmelsens 3. pkt. fastsætter, at den dømmende magt er hos domstolene. Det betyder, at der er retlige grænser for lovgivningsmagtens adgang til at regulere konkrete retsforhold. Som udgangspunkt er det ikke tilladt at lave singulær lovgivning. Dette blev særligt relevant i Tvind-dommen, hvor Højesteret underkendte en lov med henvisning til, at loven var singulær lovgivning - det vil sige reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist.
Man skal opfylde nogle betingelser for at kunne vælges til Folketinget.
Først og fremmest skal man have valgret til det valg, man ønsker at stille op til. Dernæst fremgår det af Grl § 30, at enhver, der har stemmeret, også er valgbar til Folketinget, medmindre vedkommende er "straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget". Spørgsmålet om, hvornår en strafbar handling gør personen uværdig i Folketinget, afgøres af Folketinget selv, jf. Grl § 33.
Valgbarheden kan ikke fortabes, før der foreligger en endelig (dansk) dom.
Folketingets afgørelse kan normalt hverken efterprøves af domstolene eller Folketingets Ombudsmand.
Også kaldet stemmeret - retten til at stemme ved valg og folkeafstemninger. For at have valgret er det et krav, at man opfylder valgretsbetingelserne, jf. Grl § 29.
De tre positive valgretsbetingelser:
1. Indfødsret
2. Fast bopæl
3. Opnåelse af valgretsalderen
De tre negative valgretsbetingelser:
1. ikke umyndiggjort
2. ikke straffet (gælder ikke længere)
3. ikke modtaget fattighjælp (gælder ikke længere)