Legalitetsprincippet er et uskrevent princip både i forvaltningsretten og i dansk ret generelt. Princippet tilskriver, at en afgørelse ikke må være i strid med lov, samt at den skal have hjemmel i lov.
Legalitetsprincippet kaldes også “den formelle lovs princip”. Princippet vedrører forholdet mellem loven og regulering på et lavere niveau end loven. Det følger af den formelle lovs princip, at hvis et forhold først er reguleret ved lov, kan det kun ændres ved lov.
Lighedsgrundsætningen har sammenhæng medforbuddet mod diskrimination, som er et princip, der findes i både skreven og uskreven ret. Inden for forvaltningsretten beror lighedsgrundsætningen primært på uskrevne retsgrundsætninger. Lighedsgrundsætningen indebærer, at forhold, der i det væsentligste er lige, også skal behandles lige.
Grundsætningen om magtfordrejning indebærer, at forvaltningen ved sin afgørelse alene må inddrage saglige hensyn. Hvilke hensyn, der er saglige i forhold til den konkrete lov, afhænger af en fortolkning.
Det afgørende for, i hvilket omfang et hensyn kan betragtes som sagligt, er, i hvilken sammenhæng hensynet inddrages.
Udgangspunktet er, at en myndighed har pligt til at gøre notat om visse oplysninger, vurderinger og sagsekspeditionsskridt. Hensynene bag denne regel er at dokumentere hændelsesforløbet, således at der efterfølgende kan føres kontrol. Derudover er notatpligten med til at sikre et fuldstændigt informationsgrundlag for den borger, der eventuelt skulle anmode om aktindsigt.
En myndighed har notatpligt i afgørelsessager, når den mundtligt eller på anden måde modtager oplysninger om sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1. Myndighederne skal ligeledes snarest muligt gøre notat om oplysningerne eller vurderingerne, jf. offentlighedslovens §13, stk. 1. Notatpligten gælder dog ikke, hvis oplysningerne allerede fremgår af sagens dokumenter, jf. offentlighedsloven § 13, stk. 1, 2. pkt. I tillæg til den notatpligt, som følger af offentlighedsloven, gælder en ulovbestemt retsgrundsætning om, at der også i sager, som ikke er afgørelsessager, i visse tilfælde skal gøres notat. Desuden følger det af god forvaltningsskik, at der i visse tilfælde bør gøres notat uden for offentlighedsloven og retsgrundsætningen.
Omgørelse vedrører det forhold, at en forvaltningsmyndighed eller domstol ophæver eller ændrer en truffet afgørelse.
Forvaltningens oplysningspligt er hjemlet ved forvaltningslovens § 31. Pligten indebærer, at en forvaltningsmyndighed skal viderebringe oplysninger til en myndighed, såfremt denne myndighed har brug for dette, samt at forvaltningsmyndigheden er berettiget til at udlevere oplysningerne.
Princippet om oplysningspligt har forbindelse til undersøgelsesprincippet, idet pligten understøtter, at alle nødvendige og relevante oplysninger lægges til grund for en afgørelse.
Der er tale om fastlæggelse af originær kompetence, når en forvaltningsmyndigheds kompetence fastlægges ved grundlov eller almindelig lov.
Med aktindsigt menes, at man har adgang til at se dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen hos en offentlig myndighed. Såfremt man er part i sagen, gælder reglerne for aktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9.
Partsaktindsigten omfatter alle dokumenter, der vedrører sagen, og indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, nr. 1 og 2.
Der gælder dog undtagelser til partsaktindsigt:
1) vedr. ansættelse og straffesager: Sager om strafferetlig forfølgning er undtaget retten til aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 1. Det skal dog her bemærkes, at forvaltningslovens § 18 opstiller en særlig regel, som giver parter mulighed for aktindsigt i afgjorte straffesager, med undtagelse af forvaltningslovens § 18, stk. 2, hvorefter dokumenter hos politiet eller anklagemyndigheden er undtaget fra aktindsigt efter stk. 1. Ligeledes fremgår det af forvaltningslovens § 9, stk. 3, modsætningsvist, at dokumenter i ansættelsessager ikke er omfattet af retten til aktindsigt, såfremt de angår andre personer end personen selv.
2) visse dokumenter til internt brug: Det fremgår af forvaltningslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., at interne dokumenter er undtaget fra retten til aktindsigt, herunder dokumenter som ikke er afgivet til udenforstående. Udgangspunktet er dog, at et dokument kan miste sin interne karakter, og dermed bliver undergivet aktindsigt, såfremt de afgives til udenforstående, medmindre det sker af retlige grunde til forskningsmæssig brug eller lignende, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2. En undtagelse til forvaltningslovens § 12 fremgår af forvaltningslovens § 13, hvoraf der er anført en række interne dokumenter i endelige form, som er omfattet af retten til aktindsigt. Årsagen hertil er, at dokumenterne ikke indeholder myndighedernes interne overvejelser om sagens afgørelse eller behandling. Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 14, at retten til aktindsigt ikke omfatter statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1. Retten til aktindsigt omfatter heller ikke dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2 og ej heller myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3. Det skal dog her medtages, at oplysninger om sagens faktiske grundlag, som er relevante for sagens afgørelse, ikke er undtaget retten til aktindsigt, uanset at de er omfattet af § 12 og 14, jf. forvaltningslovens § 14 a. Det samme gælder oplysninger om eksterne faglige vurderinger, som findes i sådanne dokumenter, der er omfattet af § 12 og § 14, nr. 1 og 2, jf. forvaltningslovens § 14 a.
3) Undtagelse af visse oplysninger af betydning for statens sikkerhed mv.: Retten til aktindsigt kan ligeledes begrænses på grund af afgørende hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar, medmindre partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv vægter højere, jf. forvaltningslovens § 15. Retten til aktindsigt er også fraveget af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, i det omfang fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser eller lignende, jf. forvaltningslovens § 15 a. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kenskab til sagens dokumenter må antages at burde vige for afgørende hensyn, herunder eksempelvis forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser og straffefuldbyrdelse, jf. forvaltningslovens § 15 b, stk. 1, nr. 1., mv.
Partsbegrebet er ikke defineret i forvaltningsloven, hvorfor det må defineres ud fra den praksis, der findes om partsrettigheder. Generelt vil en part i forvaltningsretlig forstand altid omfatte den person, som er adressat for den pågældende afgørelse. En række andre personer kan også opnå partsstatus, men for disse vil det grundlæggende kræves, at de har en væsentlig og individuel interesse i den pågældende sag.
Partshøring er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, der indebærer, at forvaltningen har pligt til på eget initiativ at foretage høring af parterne om en sags faktiske omstændigheder, inden der træffes afgørelse. Forvaltningslovens § 19, stk. 1 indeholder minimumsregler for, hvornår en myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Ved bestemmelsen gælder fire betingelser for, hvornår partshøring skal foretages. Ud over den lovbestemte regulering af partshøring i forvaltningslovens § 19, gælder der endvidere ulovbestemte regler om partshøring, der kan udvide anvendelsesområdet.
Forvaltningens pligt til at foretage partshøring tilgodeser en række forskellige hensyn. Særlig relevant er partshøring i forhold til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning (tillidssynspunktet) og til at sikre, at sagen bliver oplyst korrekt.
Partshøringspligten er en garantiforskrift. Det betyder, at ved tilsidesættelse af partshøringspligten vil afgørelsen være ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl, medmindre forvaltningen kan bevise, at fejlen har været konkret uvæsentlig for sagens afgørelse. Hvis afgørelsen findes ugyldig, kan det medføre, at forvaltningen skal behandle sagen igen, eller at der betales kompensation.
I forvaltningslovens § 19, stk. 2 er oplistet seks tilfælde, hvor myndighederne er undtaget fra at foretage partshøring. Denne liste anses for udtømmende.
Det fremgår af forvaltningslovens § 8, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt i sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Bestemmelsen gælder kun i afgørelsessager, men retten til partsrepræsentation er dog et almindeligt princip, som også kan siges at hvile på de almindelige regler om fuldmagt. Der er som udgangspunkt ikke fastsat regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part, hvorfor både sagkyndige og familiemedlemmer i princippet kan varetage opgaven.
Proportionalitetsprincippet er et grundlæggende princip, der betyder, at et indgreb skal være både nødvendigt og forholdsmæssigt for at være lovligt. Det vil med andre ord sige, at der ikke skal anvendes mere indgribende midler, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Som følge heraf begrænser proportionalitetsprincippet i et vist omfang forvaltningens skønsmæssige vurderinger.
Derudover indeholder proportionalitetsprincippet også et krav om, at den pågældende forvaltningsafgørelse skal være egnet.
Prøvelsesintensitet omfatter, hvor dybdegående en stillingstagen domstolen har foretaget i forhold til de pågældende elementer, der indgår i forvaltningsafgørelsen. Det skal både undersøges, hvilke og hvor mange elementer der indgår i forvaltningsafgørelsen, og herefter en konkret stillingstagen til hvert enkelt element. Som udgangspunkt gælder, at jo flere af de nævnte elementer, domstolen tager stilling til, og jo mere tilbundsgående denne stillingtagen er, jo mere intensiv er domstolsprøvelsen.
Realitetsprøvelse omfatter domstolens nærmere kontrol af og stillingstagen til om forvaltningsafgørelsen og anden forvaltningsdisposition, som domstolene har fået indbragt er acceptabel. Dette indebærer at undersøge, om den ved afgørelsen anvendte fremgangsmåde samt afgørelsens indhold er acceptabel.
Der er hverken i forvaltningsloven eller anden lovgivning fastsat generelle regler om myndighedernes sagsbehandlingstid. Dog følger det af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud. Hvad "rimelig tid" er, beror på en konkret vurdering.
Ved vurderingen af den samlede sagsbehandlingstid, og om denne kan anses for at være rimelig, kan der medtages en række faktorer, eksempelvis: 1) sagens karakter, 2) omfanget af de undersøgelser, som myndigheden skal foretage, 3) de løbende ekspeditioner i sagen, 4) den sædvanlige sagsbehandlingstid for sagstypen, 5) myndighedens eventuelle udmeldinger om en forventet sagsbehandlingstid, 6) sagens faktiske og retlige kompleksitet, 7) om sagen giver anledning til principielle overvejelser, og 8) om sagen af hensyn til parten, andre private eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende
Efter forvaltningslovens § 1, stk. 2 gælder loven også for selvejende institutioner under visse omstændigheder. Der tales her om, at visse organer kan være omfattet af forvaltningsloven ud fra en materiel afgrænsning.
Efter stk. 2, nr. 1, gælder forvaltningsloven for selvejede institutioner, som er oprettet ved lov eller i henhold til lov. Omfattet heraf er f.eks. Feriefonden og ATP.
Efter stk. 2, nr. 2, gælder forvaltningsloven for selvejende institutioner, som er oprettet på privatretligt grundlag, f.eks. et aktieselskab, for så vidt institutionen udøver offentlig virksomhed og er undergivet offentlig regulering. Om et organ er omfattet af denne bestemmelse, beror på en konkret vurdering. I den konkrete vurdering kan indgå den type af opgaver, som organet udfører, om organet er finansieret ved offentlige eller private midler, om organet er underlagt særlig regulering, og om organet har en forvaltningsmyndighed som overordnet. Som eksempel herpå kan nævnes Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, se FOB 2015-41.
Specialitetsprincipperne har til formål at regulere, hvilke hensyn der er saglige for en forvaltningsmyndighed at varetage.
Det organisatoriske specialitetsprincip
En forvaltningsmyndighed kan alene varetage de hensyn, som den er tillagt kompetence til. Med andre ord kan en forvaltningsmyndighed ikke varetage hensyn, der tilkommer en anden myndigheds ressortområde.
Det materielle specialitetsprincip
En forvaltningsmyndighed kan alene varetage nogle særlige typer af hensyn ved dens afgørelse. Det materielle specialitetsprincip har således fokus på indholdet af hensynet.
Rækkevidden af specialitetsprincipperne kan ikke entydigt fastlægges, men forvaltningen er forpligtet til i et vist omfang at overholde disse principper.
Tilbagekaldelse medfører, at en gyldig afgørelse omgøres af den myndighed, der har truffet den, eller omgøres af en overordnet myndighed af egen drift. Udgangspunktet er, at det kun er skønsmæssige afgørelser, som kan tilbagekaldes. Lovbundne afgørelser kan som udgangspunkt ikke tilbagekaldes. Her vil den retlige tvist vedrørende omgørelse af en lovbunden begunstigende forvaltningsakt som udgangspunkt løses efter ugyldighedsreglerne
Det kan dog tænkes, at forvaltningen i en situation, hvor forvaltningen ændrer praksis med hensyn til lovens forståelse, uden at der er tale om, at forvaltningens hidtidige praksis har været i strid med loven, kan ændre afgørelser i løbende retsforhold, hvis lighedshensyn taler for dette.
Forvaltningen kan ved særlovgivning være pålagt en underretningspligt. Dette indebærer, at forvaltningen er forpligtet til at orientere borgere om, at en konkret sag er blevet rejst. Det betragtes endnu som uafklaret, om der gælder en mere almindelig uskreven forvaltningsretlig underretningspligt. Udgangspunktet må på nuværende tidspunkt antages at være, at reglerne om partshøring dækker myndigheders underretningspligt.
Underretningspligten har en særlig tilknytning i forhold til reglerne om persondata. Det følger af databeskyttelsesforordningens art. 13, at en person, hvis oplysninger bliver registreret, skal have meddelelse herom. Der er muligheder for at fravige denne regel. Dette gælder blandt andet i tilfælde, hvor den registrerede allerede er bekendt med oplysningerne, jf. databeskyttelsesforordningens art. 13, stk. 4.
Officialprincippet er et grundlæggende princip i forvaltningsretten. Princippet er ikke hjemlet ved lov, men udtryk for en almindelig retsgrundsætning, som derfor alene kan fraviges ved lov. Princippet indebærer, at myndighederne har ansvaret for, at en sag oplyses tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse. Formålet med princippet er at sikre den materielt rigtige afgørelse. Dette sker praktisk ved, at myndighederne gør sig bekendt med det retlige grundlag, og som udgangspunkt indhenter alle relevante oplysninger for sagen. Hvor stor en undersøgelse, der skal foretages, er en konkret vurdering.
Omfanget af officialprincippet afhænger af den konkrete sag og dens omstændigheder.