Med aktindsigt menes, at man har adgang til at se dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen hos en offentlig myndighed. Såfremt man er part i sagen, gælder reglerne for aktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9.
Partsaktindsigten omfatter alle dokumenter, der vedrører sagen, og indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, nr. 1 og 2.
Der gælder dog undtagelser til partsaktindsigt:
1) vedr. ansættelse og straffesager: Sager om strafferetlig forfølgning er undtaget retten til aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 1. Det skal dog her bemærkes, at forvaltningslovens § 18 opstiller en særlig regel, som giver parter mulighed for aktindsigt i afgjorte straffesager, med undtagelse af forvaltningslovens § 18, stk. 2, hvorefter dokumenter hos politiet eller anklagemyndigheden er undtaget fra aktindsigt efter stk. 1. Ligeledes fremgår det af forvaltningslovens § 9, stk. 3, modsætningsvist, at dokumenter i ansættelsessager ikke er omfattet af retten til aktindsigt, såfremt de angår andre personer end personen selv.
2) visse dokumenter til internt brug: Det fremgår af forvaltningslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., at interne dokumenter er undtaget fra retten til aktindsigt, herunder dokumenter som ikke er afgivet til udenforstående. Udgangspunktet er dog, at et dokument kan miste sin interne karakter, og dermed bliver undergivet aktindsigt, såfremt de afgives til udenforstående, medmindre det sker af retlige grunde til forskningsmæssig brug eller lignende, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2. En undtagelse til forvaltningslovens § 12 fremgår af forvaltningslovens § 13, hvoraf der er anført en række interne dokumenter i endelige form, som er omfattet af retten til aktindsigt. Årsagen hertil er, at dokumenterne ikke indeholder myndighedernes interne overvejelser om sagens afgørelse eller behandling. Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 14, at retten til aktindsigt ikke omfatter statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1. Retten til aktindsigt omfatter heller ikke dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2 og ej heller myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, jf. forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3. Det skal dog her medtages, at oplysninger om sagens faktiske grundlag, som er relevante for sagens afgørelse, ikke er undtaget retten til aktindsigt, uanset at de er omfattet af § 12 og 14, jf. forvaltningslovens § 14 a. Det samme gælder oplysninger om eksterne faglige vurderinger, som findes i sådanne dokumenter, der er omfattet af § 12 og § 14, nr. 1 og 2, jf. forvaltningslovens § 14 a.
3) Undtagelse af visse oplysninger af betydning for statens sikkerhed mv.: Retten til aktindsigt kan ligeledes begrænses på grund af afgørende hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar, medmindre partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv vægter højere, jf. forvaltningslovens § 15. Retten til aktindsigt er også fraveget af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, i det omfang fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser eller lignende, jf. forvaltningslovens § 15 a. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kenskab til sagens dokumenter må antages at burde vige for afgørende hensyn, herunder eksempelvis forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser og straffefuldbyrdelse, jf. forvaltningslovens § 15 b, stk. 1, nr. 1., mv.