Kaution betyder, at en tredjemand personligt hæfter for gælden overfor kreditor. Hvis A vil låne penge af B, kan B betinge lånet med, at en tredjemand stiller kaution. Dette betyder, at hvis A ikke på forfaldstidspunktet kan tilbagebetale lånet hæfter tredjemand, således at denne skal betale gælden til B. Personen, der stiller kautionen, kaldes kautionisten. Debitor i forholdet kan også kaldes hovedmanden eller hoveddebitor.
Selvskyldnerkaution
Kautionistens hæftelse bliver aktuel i det øjeblik, hvor hovedmanden misligholder sine forpligtelser - altså ikke betaler gælden på forfaldstidspunktet.
Simpel kaution
Kautionistens hæftelse bliver først aktuel, når kreditor har bevist eller dokumenteret, at hovedmanden ikke kan betale gælden. Denne form for kaution er den mindst byrdefulde for kautionisten, hvorfor denne antages at være den valgte kautionsform, medmindre andre fremgår
Tabskaution
Kautionisten hæfter alene for kreditors tab. Kautionisten hæfter først, når kreditor har dokumenteret, at hovedmanden ikke kan betale gælden. Tabskautionister hæfter først efter andre eventuelle kautionister, medmindre disse ligeledes er tabskautionister. Hvis der er stillet pant, hæfter tabskautionisten først efter pantet er realiseret.
Delkaution
Kautionisten hæfter alene for en bestemt del af kreditors tilgodehavende. F.eks. hvis A stiller kaution for de sidste kr. 100.000 af B's lån på kr. 500.000, og debitor på forfaldsdagen skylder kr. 500.000 hæfter kautionisten for kr. 100.000. Hvis debitor på forfaldsdagen kun skylder kr. 400.000, hæfter kautionisten ikke for noget længere, idet de sidste kr. 100.000 ikke længere skyldes.
Beløbsbegrænset kaution
Kautionisten hæfter for et bestemt beløb eller brøkdel af fordringen. Kautionisten hæfter for beløbet eller brøkdelen indenfor hele fordringen. Hvis debitor har tilbagebetalt noget af beløbet, hæfter kautionisten således stadig for beløbets størrelse inden for hele fordringen. F.eks. hvis A stiller kaution for kr. 100.000 for B's lån på kr. 500.000, og debitor tilbagebetaler kr. 100.000, hæfter kautionisten stadig for kr. 100.000 modsat ved delkaution. Hvis B har tilbagebetalt kr. 450.000, hæfter kautionisten selvfølgelig alene for de sidste kr. 50.000
Samkaution
Når to eller flere kautionister indestår for en fordrings betaling.
Kontrakaution
Når en kautionist forpligter sig over for en anden kautionist (denne kaldes hovedkautionisten). Tilfældet, hvor A (hovedkautionisten) er kautionist for B. C (kontrakautionisten) kautionerer over for A, i det tilfælde at A ikke kan betale gælden. C (kontrakautionisten) hæfter for, at A (hovedkautionisten) opfylder sin forpligtelse som kautionist over for B.
Efterkaution
Når en kautionist hæfter for en anden kautionists forpligtelse, men modsat kontrakautionist hæfter efterkautionisten over for kreditor, for at hovedkautionisten opfylder sin forpligtelse. Altså tilfældet, hvor A er kautionist for B's lån i banken. Banken kan få ekstra sikkerhed for, at A kan betale i tilfælde af, at B ikke kan, ved at kræve, at C kautionere overfor kreditor for, at A kan betale. Efterkaution er først aktuel, når der er taget stilling til hovedmanden og hovedkautionistens hæftelse.