Efter EU-retten gælder et forrangsprincip, hvorefter EU-retten har forrang for national ret (også national forfatningsret) i medlemsstaterne. Efter dansk statsret er dansk ret imidlertid primær i forhold til EU-retten. Dette følger af, at EU-regler alene er gyldige i dansk ret og kun går forud for danske retsregler, for så vidt dette følger af dansk ret inden for grundlovens rammer.
Ved tvivl om, hvorvidt dansk ret er i overensstemmelse med traktatmæssige forpligtelser, anvendes tre hjælpeprincipper til fortolkning:
- Fortolkningsreglen: hvis der er fortolkningstvivl vedrørende regler, skal de fortolkes på en måde, der bringer dem i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
- Formodningsreglen: de danske domstole og andre retsanvendende myndigheder, skal tage højde for, at lovgivningsmagten ikke antages at ville handle i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
- Instruktionsreglen: det bør tilstræbes, at det forvaltningsretlige skøn udøves i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
Frihedsrettigheder
Hovedparten af rettighederne i Grundloven og EMRK er frihedsrettigheder, som har til formål at sikre det enkelte individs udfoldelsesmuligheder. Rettighederne omfatter bl.a. ytringsfrihed, religionsfrihed, politisk uafhængighed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.
Der kan sondres mellem to typer frihedsrettigheder; de personlige og de politiske frihedsrettigheder.
De personlige frihedsrettigheders primære formål er at beskytte individet mod vilkårlige indgreb fra statsmagten. Som eksempel hertil kan nævnes grundlovens §§ 71, 72 og 73.
De politiske frihedsrettigheders primære formål er at sikre, at reglerne om Folketingsvalg, folkeafstemninger, ministeransvar mv. fungerer i overensstemmelse med hensigten, og at sikre den frie udveksling i samfundet af synspunkter og holdninger. Som eksempler hertil kan nævnes grundlovens §§ 77, 78 og 79.
Ydelsesrettigheder
Ydelsesrettigheder giver individet positive krav mod staten. Disse krav omfatter navnlig retten til økonomiske og sociale ydelser fra staten, men kan også være i form af retlige ydelser. Det er op til lovgivningsmagten at bestemme, hvordan disse krav skal opfyldes. Som eksempler herpå kan nævnes grundlovens § 75, stk. 2, § 76 og §§ 3 og 64.
Den almindelige grundlovsændringsprocedure følger direkte af grundlovens § 88. En grundlovsændring kan også opstå ved en forfatningsretlig sædvane/praksis. En forfatningsretlig sædvane kan enten præcisere, supplere eller ændre grundloven. Sidstnævnte udgør med sikkerhed en sædvane på grundlovsniveau, hvorfor den kun kan ændres efter proceduren i grundlovens § 88 eller ved dannelse af ny praksis på grundlovsniveau.
Ifølge Grl § 41, stk. 2, kan et lovforslag kun vedtages efter tre behandlinger i Folketinget. Identitetsprincippet går ud på, at et lovforslag ikke må ændres så meget i løbet af de tre behandlinger i Folketinget, at det oprindelige lovforslag ændrer "identitet".
Hvis der f.eks. stilles et lovforslag om, at der skal indføres strengere straffe for tyveri, kan man altså ikke lave et generelt ændringsforslag vedrørende strengere krav for opnåelse af opholdstilladelse i Danmark.
Regler om immunitet er en undtagelser til udgangspunktet om, at stater har fuld jurisdiktion på dets egne områder.
Statsimmunitet
Omhandler rettigheder og privilegier givet til en stat, dens regering, dens repræsentanter og så videre. Statsrepræsentanter (f.eks. minister og ambassadører) er ukrænkelige og nyder immunitet, når de gør ting på vegne af deres hjemstat i udlandet.
Beføjelser som en organisation antages at have, og som er nødvendige for at organisationen kunne fungere, men som ikke er fastlagt udtrykkeligt.
Udgøres af farvandende på den landvendte side af basislinjerne. F.eks. bugter.
Intern selvbestemmelse er en ret til, inden for visse grænser, at være selvstyrende. Dette gælder f.eks. for Færøerne og Grønland.
Et forbud mod indblanding i andre staters indre anliggender, f.eks. dets politiske styresystem.
Jurisdiktion handler om, hvornår en stat har kompetence til at lovgive og forvalte retsregler i en given stat. Jurisdiktion angår også hjemlen til at håndhæve lovgivning ved nationale domstole i forhold til andre stater.
Hovedreglen her er, at staten kan udøve jurisdiktion inden for dets egne landegrænser, og denne regel er absolut. I visse situationer gælder der dog undtagelser, hvorefter stater kan udøve jurisdiktion inden for en anden stats grænser.
Universal jurisdiktion
Universal jurisdiktion betyder, at enhver stat har jurisdiktion. Tanken bag universel jurisdiktion er, at for visse - disse værende særligt alvorlige - forbrydelser skal alle stater have ret til at udøve jurisdiktion, uden at gerningsmandens nationalitet eller gerningsstedet skal have en indflydelse. Et ofte anvendt eksempel på en sådan forbrydelse er pirateri, folkedrab og krigsforbrydelser.
Jus ad bellum omhandler regler, der har til formål at forhindre væbnede konflikter. Reglerne finder anvendelse i en konflikt mellem en eller flere stater.
Udgangspunktet er, at en stat ikke må komme med trusler om anvendelse af magt eller anvende magt over for andre stater.
Se magtanvendelsesforbuddet.
Jus in bello omhandler regler, der regulerer forholdet mellem stater, når der er en væbnet konflikt. Reglerne kan bl.a. findes i Genéve-konventionerne. Formålet med jus in bello er dens hovedregel, som tilsiger, at stater hverken må true eller anende magt over for andre stater.
Anerkendelse af en anden stat er afgørende for, om den pågældende stat kan opnå anerkendelse i folkeretlig forstand
Omhandler specifikke forhold mellem stater. Et eksempel på dette er aftalen mellem Sverige og Danmark om opførelsen af Øresundsbroen.
Korroboration er et eksempel på en retssædvane på grundlovsniveau. Denne praksis betyder, at monarken har mulighed for uden for statsrådet at tilslutte sig regeringens lov- eller beslutningsforslag, hvilket betyder, at stadfæstelsen først sker efterfølgende i statsrådet. Denne retssædvane er derved direkte i strid med grundlovens § 17, stk. 2, idet den ændrer grundloven.
Fastætter generelle bestemmelser, f.eks. FN's konvention om tortur
Magtanvendelsesforbuddet omhandler en stats ret til at anvende magt i en konflikt med en eller flere stater. Udgangspunktet er, at der er forbud mod trussel om eller anvendelse af magt mod en anden eller flere stater. Forbuddet er kodificeret i FN-pagtens art. 2, stk. 4.
Forbuddet omfatter bl.a. trussel om - eller brug af - magt mod en anden stats territorium og politiske uafhængighed.
Forbuddet omfatter derimod ikke politisk eller økonomisk magt. Det betyder bl.a., at økonomiske sanktioner mod en anden stat ikke er omfattet af forbuddet. Endvidere regulerer forbuddet ikke en stats anvendelse af magt mod sig egen befolkning.
Magtfordelingsprincippet er fundamentalt i den danske forfatningsordning. Dette princip giver sig til udtryk i grundlovens § 3. Grundlovens § 3 fordeler den lovgivende magt til kongen (regeringen) og Folketinget i forening, jf. stk. 1, den udøvende magt til kongen (regeringen), jf. stk. 2, og den dømmende magt til domstolene, jf. stk. 3. Magtfordelingsprincippet værner om borgernes retssikkerhed ved at sikre uafhængighed mellem instanser.
Dette angår regler, som alene binder de stater, som har tiltrådt reglerne, f.eks. i form af en konvention. Et eksempel på et sådant samarbejde er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention