Folkeret og internationale menneskerettigheder

Magtanvendelsesforbuddet omhandler en stats ret til at anvende magt i en konflikt med en eller flere stater. Udgangspunktet er, at der er forbud mod trussel om eller anvendelse af magt mod en anden eller flere stater. Forbuddet er kodificeret i FN-pagtens art. 2, stk. 4.

Forbuddet omfatter bl.a. trussel om - eller brug af - magt mod en anden stats territorium og politiske uafhængighed.

Forbuddet omfatter derimod ikke politisk eller økonomisk magt. Det betyder bl.a., at økonomiske sanktioner mod en anden stat ikke er omfattet af forbuddet. Endvidere regulerer forbuddet ikke en stats anvendelse af magt mod sig egen befolkning.

Dette angår regler, som alene binder de stater, som har tiltrådt reglerne, f.eks. i form af en konvention. Et eksempel på et sådant samarbejde er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

En traktat, som er indgået mellem flere end to stater.

En ret til ikke at blive udsat for noget, f.eks. ekspropriation

Angår regler, som gælder for alle medlemslande af samarbejdet. Det mest oplagte eksempel er EU, hvor regler kan vedtages, uden at skulle godkendes i de nationale parlamenter.

Det antages, at hvis en stat vedvarende protestere mod at blive af dannelsen af en retssædvane ikke vil blive forpligtet til at følge denne retssædvane, såfremt den alligevel bliver dannet og fulgt af andre stater.

Latin for uønsket person. Betyder i en folkeretssammenhæng, at modtagerstaten af en diplomatisk repræsentant på et hvilket som helst tidspunkt, og uden begrundelse, kan meddele udsenderstaten af repræsentanten (dvs. diplomaten), at vedkommende er uønsket og derfor hjemkaldes.

En ret til at gøre noget, f.eks. retten til ytringsfrihed.

Traktater ratificeres igennem en 2-trins procedure. Først skal staten undertegne traktaten, og derefter bekræftes. I Danmark kræver bekræftelsen f.eks. Folketingets samtykke. Traktaten er således ikke bindende, så længe den kun er undertegnet.

Ratione persona indebærer, at en særlig gruppe personer har personlig immunitet. Det betyder, at disse personer er beskyttet mod f.eks. strafferetlig retsforfølgelse. Immuniteten beskytter både private og officielle handlinger. Beskyttelsen tilfalder kun personer, der er meget tæt knyttet til en stats suverænitet, herunder en siddende statsleder eller minister. 

Giver jurisdiktion over handlinger, som staten ellers ikke ville have jurisdiktion over, hvis staten afslår at udlevere vedkommende.

En stat har ret til selvforsvar, hvilket bl.a. kommer til udtryk i Nicaragua-sagen (1986).

Der er dog en række kumulative betingelser, der skal være opfyldt, før en stat har ret til selvforsvar. Der skal således være tale om:

•  et væbnet angreb
•  mod en medlemsstat af FN
• selvforsvaret skal være nødvendigt og proportionalt, og
• selvforsvaret må kun udføres indtil FN's sikkerhedsråd ar foretaget nødvendige foranstaltninger til at opretholde sikkerheden. 

Soft law er et opsamlingsbegreb, som bruges som betegnelse for bl.a. anbefalinger, deklarationer og resolutioner, der giver udtryk for mange staters generelle retsopfattelse, hvor disse ikke er juridisk bindende.

Soft law kan inddrages som et bidrag til fortolkningen af hard law, da de ofte har præg af en politisk karakter. Hard law er bl.a. traktater og retsafgørelser.

Betyder, at den pågældende organisation afleder sin kompetence af de stater, som har oprettet organisationen.

Staters officielle repræsentanter samt ejendom i fremmede lande er undtaget fra opholdsstatens jurisdiktion. Et klassisk eksempel på dette er ambassader.

En særlig retsstilling, som beskytter mod søgsmål fra andre stater. Dette kan f.eks. tilkomme statsrepræsentanter, når der er handlet acta jure imperii.

Udgøres af det ydre og indre territorialfarvand. En kyststat har ret til at bredden af sit ydre territorialfarvand op til 12 sømil, svarende til omtrent 22,22 km.

Et territorium, som ikke tilhører nogen.

Territorialhøjhed er kompetence til at udøve myndighed og fastsætte retsregler over for statens territorium.

Wienerkonventionen om traktatretten, artikel 2, stk. 1, litra a, definerer begrebet traktat. Efter denne bestemmelse, forstås en traktat som en mellemfolkeligoverenskomst afsluttet i skriftlig form mellem stater og undergivet folkerettens regler. Dette er uanset, om traktaten består af et enkelt instrument eller to eller flere sammenhørende instrumenter og uden hensyn til dens specielle betegnelse. En traktat skaber rettigheder/forpligtelser for de pågældende stater.

Staters indgåelse

En stat kan indgå en traktat ved at afgive et samtykke, og jf. art. 6 besidder alle stater evnen til at indgå en traktat.

Staters tilbagetræden

Hvis en stat træder tilbage fra en given traktat, hvis bestemmelser minder om retssædvaner, vil den tilbagetrædende stat stadig være bundet af selve retssædvanen.