Erstatning og kontrakt

Betegnelsen koncentration anvendes, når sælgers forpligtelse ændres fra en genusforpligtelse til en speciesforpligtelse.

Ved kategoriseringen af købet som genus eller species, tages der udgangspunkt i forholdene ved købeaftalens indgåelse. Der kan dog efterfølgende opstå forandringer i retsforholdet mellem køber og genussælger, hvorefter købet forandrer karakter og er blevet til et specieskøb. Her siges at foreligge en koncentration.

Såfremt der foreligger koncentration, vil der ske en reduktion af sælgerens forpligtelser i henhold til købeaftalen, idet genussælgerens forpligtelser over for køberen generelt er mere byrdefulde end en speciessælgers forpligtelser.

For at der foreligger koncentration, kræves det, at tre betingelser er opfyldt. Disse betingelser er:

1)     At sælger og køberen har aftalt, at der tilkommer sælgeren en ret/pligt til udskillelse

2)     At sælger foretager faktisk udskillelse og underreter køber om udskillelse

3)     At udskillelsen ikke har karakter af at være en opfyldelsesforanstaltning

Aftaleindgåelse, som følger af ens adfærd og ikke af viljeserklæringer, f.eks. ved parkering på et parkeringsanlæg eller brug af offentlig transport, medfører, at man er bundet af de givende vilkår, selv om man ikke aktivt har erklæret, at man er indforstået med reglerne.

Naturalopfyldelse er købers beføjelse til at kræve en mangelfri ydelse, f.eks. omlevering, såfremt der foreligger en væsentlig misligholdelse, som sælger er ansvarlig for. Naturalopfyldelse er dog ikke mulig, hvor sælger godt nok er erstatningsansvarlig, jf. købelovens § 42, stk. 2 (specieskøb), eller § 43, stk. 3 (genuskøb), jf. § 24, hvis der foreligger umulighed (det er ikke muligt at skaffe salgsgenstanden for sælger), eller levering af mangelfri ydelse er langt mere byrdefuld for sælger end betaling af erstatning.

Negativ aftaleindgåelse er, når tilbudsgiver meddeler, at tilbudsmodtager bliver bundet ved passivitet. Dette er ikke anerkendt i dansk ret.

Aftaleindgåelse ved passivitet er f.eks., hvis man ikke siger fra ved modtagelse af en ordrebekræftelse. Denne form for aftaleindgåelse er anerkendt i dansk ret, og passivitetsbetragtninger ses bl.a. i aftalelovens §§ 4, stk. 2, og 6, stk. 2.

Når ’’forretningsfører’’ (den handlende) foretager en handling for at redde ''forretningsherren'' (den nødstedte) for en skade. Negotiorum gestio er således generelt et udtryk for, at person A varetager person B's interesser/anliggender - uden at det er aftalt med dem. F.eks. kan nævnes, at naboens tag er ved at flyve af, hvorefter naboen fastspænder taget og bruger tid og kræfter (og penge) på at ordne det. Hvis betingelserne for negotiorum gestio er opfyldt, skal naboen godtgøre personen udgifterne til at fastspænde taget.

Betingelserne for negotiorum gestio er, at handlingen skal være nødvendig for at undgå skade på forretningsherren, at forretningsherren selv er forhindret og at forretningsførerens handling er forsvarlig.

Bliver forretningsfører påført skader under handlingen (tingsskader og personsskader), så kan disse kun dækkes ved erstatning, såfremt forretningsherreren har handlet culpøst. Såfremt redningsforanstaltningerne har været forsvarlige, så skal den reddede (forretningsherren) dog godtgøre den handlendes (forretningsførerens) udgifter ved at iværksætte foranstaltningerne, uanset culpa eller ej. Om forretningsherren har handlet culpøst, har dermed alene betydning, såfremt forretningsføreren selv pådrager sig skader under den reddende handling.

Objektivt ansvar er det strengeste form for ansvar, som findes i dansk ret, da skadevolder ved objektivt ansvar bliver erstatningsansvarlig, selv om skadevolder ikke har handlet culpøst.

En opfordring til at gøre tilbud er ikke det samme som et reelt tilbud, da den, der opfordrer til at gøre tilbud, ikke umiddelbart er bundet af opfordringen.

En prismærket vare i en butik er et tilbud og ikke blot en opfordring til at gøre tilbud, jf. FONA-dommen (U.1985.877 H).

Annoncer, prislister, kataloger mv. er som hovedregel alene en opfordring til at gøre tilbud.

Angående e-handel er der tale om et bindende tilbud, såfremt der er en købsfunktion på hjemmesiden, jf. Audi-dommen (U.2003.907 V).

Hvis der i en henvendelse, der normalt ville blive betragtet som et bindende tilbud, er brugt ord som ’’uden forbindtlighed’’, ’’uden obligo’’ eller lignende, anses henvendelsen alene som en opfordring til at gøre tilbud, jf. aftalelovens § 9, 1. pkt. Afsenderen af henvendelsen kan dog blive bundet af passivitet i forbindelse med opfordringen til at gøre tilbuddet, såfremt afsender af henvendelsen må indse, at tilbuddet er fremkaldt ved henvendelsen, jf. aftalelovens § 9, 3. pkt.

Den positive opfyldelsesinteresse er et udtryk for en kontraktparts mulighed for at blive stillet, som om aftalen var opfyldt efter aftalens indhold. Ved den positive opfyldelsesinteresse stilles køber, som om aftalen var opfyldt efter sit indhold – altså ved en rettidig og/eller mangelfri levering. Herved kan køber opgøre sit erstatningskrav under hensyn til købers mistede fortjeneste og ekstraordinære omkostninger, som køber har afholdt. Køber kan dog ikke ved at opgøre sit erstatningskrav efter den positive opfyldelsesinteresse få erstatning for ordinære omkostninger.

De ekstraordinære omkostninger er de ekstra omkostninger, som køber pådrager sig grundet sælgers misligholdelse, f.eks. ekstra transportomkostninger til en ny afhentning. De ordinære omkostninger er de omkostninger, som køber skulle have afholdt under alle omstændigheder, f.eks. transportomkostninger til første afhentningsforsøg.

Den negative kontraktsinteresse er også en erstatningsopgørelse. Ved den negative kontraktsinteresse stilles køber, som om at aftalen ikke var indgået. Herved kan køberen opgøre sit erstatningskrav under hensyn til køberens ordinære og ekstraordinære omkostninger.

Køber kan selv vælge mellem de to erstatningsopgørelser ud fra, hvad der er mest gunstigt. Dette er vigtigt at være opmærksom på i en opgavesammenhæng, da den negative kontraktsinteresse i visse tilfælde kan danne et større erstatningsgrundlag end den positive opfyldelsesinteresse, f.eks. hvis køber finder ud af, at han slet ikke kan tjene penge på et videresalg.

Positiv opfyldelsesinteresse og negativ kontraktsinteresse udelukker pr. definition hinanden, da man ikke både kan blive stillet som om, at aftalen var opfyldt og som om, at aftalen ikke var indgået.

Normalvis er det skadelidte, der har bevisbyrden for, at skadevolder har handlet culpøst. Inden for visse områder findes dog et præsumptionsansvar, hvilket er et culpaansvar med omvendt bevisbyrde. Det vil sige, at der er en formodning for, at der er handlet culpøst, hvorved den formodede erstatningsansvarlige selv skal bevise, at der ikke er handlet culpøst. Ved et præsumptionsansvar vendes bevisbyrden således om, således at skadevolder (og ikke skadelidte) skal bevise, at skadevolder ikke har handlet culpøst.

Risikoens overgang er udtryk for, hvem af parterne der skal bære risikoen for, at en vare hændeligt er gået til grunde, f.eks. ved tyveri eller brand, som ikke skyldes sælgers/købers culpa. Risikoens overgang er afgørende for, hvem der kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

Udgangspunktet for risikoens overgang er, at overgangen sker ved ’’levering’’, jf. købelovens § 17, stk. 1. I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at ’’levering’’ ikke nødvendigvis er dét tidspunkt, hvor køber får varen i sin besiddelse, men tidspunktet hvor der er sket levering iht. købelovens regler, jf. bl.a. købelovens §§ 9-11. Risikoen går desuden først over på det faktiske leveringstidspunkt, og altså ikke på det aftalte leveringstidspunkt. Bemærk at de såkaldte transportklausuler i købelovens §§ 62-65 kan få betydning for leveringstidspunktet. Se købelovens § 73 for forbrugerkøb. Hvis salgsgenstanden således hændeligt går til grunde, inden levering er sket, er det sælger, der bærer risikoen herfor. Således vil køber kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis sælger ikke på anden vis kan nå at opfylde aftalen til tiden. Hvis den hændelige undergang sker, efter levering er sket, er det købers risiko uagtet dennes manglende skyld.

Der gælder en række undtagelser til ovenstående udgangspunkt om risikoens overgang. Første undtagelse er i specieskøb og afhentningskøb, hvor risikoen går over på køberen, før levering har fundet sted, jf. købelovens § 17, stk. 2. Anden undtagelse er når køberen er i fordringshavermora i henhold til købelovens § 37. Også her vil risikoen gå over på køber, før levering har fundet sted. Tredje undtagelse vedrører købelovens § 58 om hævebegrundende misligholdelse fra sælgers side, hvorefter køberen ikke bærer risikoen selv om levering er sket. Som en fjerde undtagelse gælder der noget særligt ved køb af svømmende ladning. Ved køb af svømmende ladning, vil risikoen gå over med tilbagevirkende kraft, hvorefter køber stilles, som om han havde overtaget risikoen allerede ved afsendelsen af varen. Det er dog en betingelse for, at risikoen går over med tilbagevirkende kraft, at sælgeren kan bevise, at varen var mangelfri ved afsendelsen, samt at sælger ikke er nærmere køber til at kende en eventuel forringelse ved aftalens indgåelse. Som en femte undtagelse gælder det, at køber vil bære risikoen ved betingede køb, køb på prøve mv., så længe køber har genstanden i sin besiddelse.

Som udgangspunkt gælder der et princip om, at ingen af parterne (køber og sælger) er forpligtet til at erlægge sin ydelse, før modparten stiller sin ydelse til rådighed. Princippet er også nedfæstet i købelovens §§ 14-16.

Specieskøbet vedrører køb af individuelt bestemte genstande.

Specieskøbet er karakteriseret ved, at køberen kun har ret til at kræve netop dén genstand, som aftalen angår. Speciessælger kan heller ikke frigøre sig fra sin forpligtelse ved at levere andet end netop denne genstand. Speciessælgeren har således ikke - som genussælgeren - en valgret ved opfyldelsen af købsaftalen.

Sondringen mellem genus og species er central i en række konfliktsituationer. F.eks. er der forskel på købers adgang til at kræve naturalopfyldelse, ansvarsgrundlaget for sælgers erstatningsansvar afhænger af, om der foreligger et genuskøb eller et specieskøb mv.

Hvis et løfte er fremkaldt ved en af de stærke ugyldighedsgrunde, vil det ikke være bindende. Det er her uden betydning, om der forelå god eller ond tro - i modsætning til, hvad der gælder ved de svage ugyldighedsgrunde. Falsk, forfalskning, manglende fuldmagt, voldelig tvang (aftalelovens § 28) samt forvanskning (aftalelovens § 32, stk. 2) og de fleste tilfælde af umyndighed er stærke ugyldighedsgrunde.

Ved summaforsikring er forsikringsudbetalingen fastsat på forhånd, hvorved beløbet ikke direkte afhænger af det økonomiske tab ved skaden.

Ved de svage ugyldighedsgrunde er sondringen mellem god og ond tro afgørende for, om den, der har afsendt et løfte, der er fremkaldt af en af de svage ugyldighedsgrunde, bliver bundet af sit løfte eller ej. En påberåbt svag ugyldighedsgrund, hvor betingelsen om ond tro er opfyldt, bevirker, at løftegiver ikke er bundet af sit løfte/sin viljeserklæring.

De særligt relevante svage ugyldighedsgrunde i aftaleloven er anden kompulsiv tvang (aftalelovens § 29), svig (aftalelovens § 30), udnyttelse (aftalelovens § 31) og erklæringsfejl (aftalelovens § 32, stk. 1).

Den gode tro skal som hovedregel være til stede, da løftet kom til modtagerens kundskab, jf. aftalelovens § 39, 1. pkt.

Uoverensstemmende accept betragtes som udgangspunkt som et afslag på det oprindelige tilbud samt et nyt tilbud, jf. aftalelovens § 6, stk. 1. F.eks. hvis en sælger tilbyder at sælge en bil for kr. 10.000, og køber svarer, at han gerne vil købe bilen for jr. 9.000.

Udgangspunktet gælder dog ikke, når den oprindelige tilbudsmodtager, typisk en (mulig) køber, går ud fra, at hans accept er overensstemmende, og den oprindelige tilbudsgiver må indse dette, jf. aftalelovens § 6, stk. 2. Såfremt den oprindelige tilbudsgiver i dette tilfælde undlader at afvise den uoverensstemmende accept, bliver han bundet af indholdet i den uoverensstemmende accept, jf. aftalelovens § 6, stk. 2, 3. pkt.

Vanhjemmel foreligger, når køber ikke opnår den ret over salgsgenstanden, som var aftalt, eller som køber kunne forvente på grund af tredjemands ret.

Fuldstændig vanhjemmel foreligger, når en tredjemand er ejer af salgsgenstanden og ikke sælgeren. Partiel vanhjemmel foreligger, når tredjemand har en begrænset ret i salgsgenstanden, f.eks. udlæg eller panteret.

Sælger er objektivt ansvarlig for oprindelig (vanhjemmel forelå ved aftalens indgåelse) fuldstændig vanhjemmel i specieskøb, jf. købelovens § 59. Købelovens § 59 anvendes analogt ved partiel vanhjemmel og genuskøb.

Sælger er dog ikke ansvarlig, såfremt køber var i ond tro om vanhjemlen, jf. købelovens § 59, 2. pkt., f.eks. hvis køber vidste, at salgsgenstanden tilhørte tredjemand.

Værksleje betegnes også som bearbejdelsesforhold.

Ved værksleje forpligter den ene part (værksmesteren) sig til mod vederlag at frembringe et arbejdsresultat for den anden (værksherren).

Værksleje adskiller sig fra en aftale om køb på en række punkter. En aftale om køb vedrører således overdragelse af ejendomsretten til et formuegode, mens værksmesteren ved værksleje påtager sig at yde et arbejde, som skal bringe det overdragne formuegode i en bestemt stand eller forsyne det overdragne med bestemte egenskaber.

Eftersom værksleje og en aftale om køb er af forskellig karakter, gælder der forskellige regler om ophævelse, afhjælpningspligt og afhjælpningsret.